top of page

Hvorfor gå til sangundervisning?

Hvorfor er det en god ide at gå til sangundervisning? Hvordan kan en sanglærer hjælpe dig? og hvor længe skal du gå til undervisning?


Hvad en du er en nørd som mig og elsker at udvikle dig, eller du skal øve op til en optagelsesprøve eller du gerne vil blive bedre til at synge rent til juleaften, så er der god grund til at gå til sangundervisning. Her giver jeg mine bud på, hvad sangundervisning kan for dig!

SIGNE RASMUSSEN sangundervisning

Hvorfor gå til sangundervisning?

Der er mange fede fordele ved at gå til sangundervisning. Nedenfor vil jeg liste nogle af de fordele, jeg selv har oplevet som enormt givende. Måske det kan give dig inspiration til én gang for alle at tage sangundervisningen op? Eller måske bare give stof til eftertanke 😊


Skræddersyede øvelser og tilrettelagt forløb

Det fede ved at have en personlig sanglærer er, at de kommer til at kende dig og din læringsproces rigtig godt at kende. En underviser ved hvad næste skridt er for din udvikling, og hvordan de på den helt rigtige måde guider dig videre i din proces og hen til målet. De ved hvilke greb og værktøjer, der er relevante, at du lærer - og de ved hvornår og i hvilken rækkefølge, de skal introducere disse værktøjer for dig.


Jeg synes personligt selv, at det giver en enorm tryghed, at nogle har "regnet den ud for mig", har overblikket over min læring og kan guide og udfordre mig på den helt rigtige måde. Så kan jeg bruge min energi på at være tilstede i undervisningen og øve mig i at omsætte læringen.


Identifikation af dine udfordringer - og hvordan du kommer dem til livs

Hvordan får jeg mere skarphed og kant på min dybe tone i denne her sang? Hvorfor føles det som om min hals snører sig sammen, når jeg synger kraftigt på lyse toner? Hvordan får jeg bugt med præstationsangst?


Det kan være svært selv at vide, hvor ens begrænsninger er eller hvorfor man oplever et bestemt "problem". En sanglærer kan hjælpe dig med at identificere dine udfordringer. Hvad end det er en sangteknik der skal læres, en kropsdel der skal afspændes, eller mentale barrierer der skal tages hånd om, kan en sanglærer hjælpe - igen ved at skræddersy et forløb, der er tilpasset dig.


Hvordan arbejder jeg?

Når jeg får en sangelev ind ad døren, aflurer jeg først vedkommendes kropsholdning. Her kan jeg nogle gange allerede se, hvor eventuelle spændinger er eller om der er dårlige kropsvaner, som kan spænde ben for stemmearbejdet. Når vi så begynder at varme op foretager jeg både en visuel og auditiv analyse: Hvordan bruger sangeleven sin krop? Hvordan fungerer støtten og vejrtrækningen? Hvordan lyder stemmen - hæs, anstrengt, luftig, klangfuld, let? Hvordan responderer eleven på mine instrukser? Derfra ved jeg, hvordan vi griber sangtimen an, og hvor vi skal starte.


Udvidet repertoirekendskab

Du har sikkert en ide til nogle sange, du godt kunne tænke dig at synge. Det er skide godt! Første skridt er, at du skal have det sjovt og have lyst til at synge! Så det er altid godt, at du selv har nogle sange med, som kan kickstarte sangforløbet.


Efterhånden som I lærer hinanden at kende, får sanglæreren en fornemmelse for din musiksmag og kender dit niveau og kompetencer. Derfra kan læreren vælge nogle nye sange til dig, som udfordrer dig de helt rigtige steder, og som du måske ikke selv ville have overvejet. På den måde udvider du dit kendskab til en masse musik og fede kunstnere.


Kunsten at øve sig

Okay... jeg må gå til bekendelse. Jeg synes, at det er så svært at øve! Eller rettere: at øve alene. Jeg har haft mange elever, der synes ligeså. Kunsten er at finde ud af, hvad der motiverer dig, og at gøre dét, du skal øve dig på, konkret.


Motivationen kan ændre sig fra sangtime til sangtime og fra dag til dag. Så der kan man sammen med sanglæreren gå på opdagelse i sine egne tanker og vaner for at finde frem til, hvad der fungerer. Ud fra hvad der giver dig blod på tanden, kan sanglæreren give en konkret og tydelig opgave for. Læreren har overblikket over din læringsproces, og ved hvad næste skridt er. De ved, hvor svær og omfangsrig opgaven skal være. Nogle eksempler på hjemmeopgaver kunne være:

  • At lave en kropsøvelse 3 gange om ugen til man ses igen

  • Øve en bestemt sangteknik på en bestemt sang

  • Lære en ny sang 'by heart'

  • Tænke over teksten og hvilken fortolkning og udvikling, du gerne vil give sangen



Hvor tit skal jeg gå til sang?

Hvor tit skal jeg gå til sang, før det giver mening at investere i et forløb? Hvad nu hvis jeg bare har lyst til det engang i mellem? Har jeg tabt al min progression, hvis jeg holder flere måneders pause?


Kontinuerlighed

Som ved enhver ny ting, man skal lære, eller enhver vane, man skal komme til livs: kontinuerlighed er the key. Det er altid fedest at holde ting ved lige - tænk bare på træning. Hvis du ikke holder din kondi ved lige, bliver du pludselig forpustet igen ved det 10. trappetrin 😅 Eller hvis du pludselig stopper med at lave yoga, kan du pludselig ikke nå ned og snøre dine sko. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men you get the point 😉


Det at synge betyder i lige så højt grad træning af kroppen, for kroppen er sangerens instrument. En sanger kan ikke få nye strenge ligesom en guitar... eller få skiftet skindet som på en tromme. Som sanger bliver vi nødt til at skabe gode betingelser i vores krop for, at vi kan synge bæredygtigt og synge, som vi har lyst til.


Hvad er dit mål og ønske med at gå til sang?

Så kontinuerlighed er fedt. Men hvis nu du også gerne vil gå til tennis og keramik og faldskærmsudspring og forresten også lige har et fuldtidsstudie og et deltidsarbejde... Hvordan strukturerer du så et godt sangforløb?


Intervallet mellem sangtimerne og i hvor lang en periode, du går til sang, afhænger af hvad dit ønske er. Hvad vil du gerne opnå? Nogle eksempler kunne være:

Ønske

To Do

Jeg vil synge for sjovt og for min egen fornøjelses skyld

Gå til sang, når du har lyst - om det så er hver uge eller 1 gang om måneden

Jeg vil gerne kunne synge nogenlunde rent til juleaften

Gå til sang i et længere forløb i jævnt fordelte intervaller. Fx hver anden uge i et halvt år

Jeg skal til optagelsesprøve i et kor/på en forestilling/på en uddannelse/osv.

Gå til sang i et mere intensivt forløb. Fx hver uge op til optagelsesprøven, 2 måneder før prøven finder sted

Jeg ønsker at blive en dygtigere sanger generelt

Gå til sang i et længere forløb i jævnt fordelte intervaller, som kan passe ind i din hverdag over en længere periode


🔬 Læs også: Emner i sangundervisning - hvad kan jeg arbejde med (kommer snart)


Klar til sang?

Jeg håber, at dette skriv har kunne hjælpe dig til at afgøre, om du skal starte til sang eller hvordan du kan gribe det an fremadrettet. Kontakt mig endelig, hvis du har spørgsmål eller har lyst til at booke en prøvetime med 15% rabat.

Psst... hvis du abonnerer på mit nyhedsbrev får du hele 20% rabat på første lektion 😁🎶 Tilmeld dig nederst på hjemmesiden



Go' vind!

/ Signe


Skriv endelig hvis du har spørgsmål eller gerne vil have mit take på et emne.


19 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page