Skal jeg forberede noget? Hvad skal jeg kunne i forvejen? Hvor meget tid skal jeg lægge i det? Find ud af her, hvad der skal til for at gå til sang!
Hvad kræver det at gå til sangundervisning?
Er du lidt på bar bund og ved ikke helt, hvor du skal starte? (og nej du behøver ikke kunne noder). Her kan du læse, hvad der er godt at have forberedt inden din første sang time samt hvilke tanker, der er gode at have gjort sig, inden du starter et forløb op. Der er også lidt inspiration til ting, du kan arbejde med i sangundervisningen samt en kort beskrivelse af niveau, så du kan finde ud af, hvor du er.
Jeg håber, at det kan kaste lidt lys over nogle ting, og eller er du velkommen til at kontakte mig!
Den første sangtime
Inden den første sangtime er det en god ide at have gjort sig tanker om, hvad du godt kunne tænke dig at arbejde med og hvor meget tid, du gerne vil lægge i det. Eksempler på dette samt uddybende refleksioner, kan du læse mere om nedenfor.
Derudover kan det være en god ide at forberede en sang, som vi kan tage udgangspunkt i til at begynde med. Start med at tage en sang med, som du føler dig tryg i og elsker at synge. På den måde kan jeg som underviser bedre få en fornemmelse af din musiksmag og din sangstemme. Herfra kan vi så sammen finde ud af, hvad der kunne være fedt at arbejde med fremadrettet, og jeg kan skræddersy et forløb, der passer til dine udfordringer og mål.
Hvis du er helt lost og ikke ved, hvilken sang, du skal tage med, så dont worry! Så kan du i stedet gøre dig lidt tanker om resten af punkterne i dette indlæg 👇
🔬 Læs også:
Hvad vil du opnå?
Hvorfor vil du gå til sang? Hvad er det, du godt kunne tænke dig at blive god til? Det er godt at have gjort sig lidt tanker på forhånd, så du får et fokus, og så jeg bedst muligt kan imødekomme dine ønsker, dine udfordringer og dine mål.
Jeg får både 'brusebadssangere' ind, der gerne vil blive bedre til at synge med på sangene rundt om juletræet eller når de akkompagnerer sig selv på guitar. Eller ægtemænd, der gerne vil synge en kærlighedssang til deres hustru på deres bryllupsdag. Eller aspirerende musikere, der søger ind på MGK, musikuniversitet eller konservatoriet. Eller professionelle sangere og sangskrivere, der gerne vil komme tættere på deres kernestemme og udtryk. Fælles er, at alle har et klart mål, de gerne vil nå.
Her er nogle bud på, hvad et mål kunne være:
Lære at ramme tonerne 'rigtigt' eller 'rent'
Blive komfortabel i at synge både for sig selv og overfor andre
Lære sin stemme bedre at kende
Lære om sangteknik
Forbinde krop og stemme - hvordan hænger de to sammen?
Komme hæshed/spændinger/knæk i stemmen/mm. til livs
Blive klar til en optagelsesprøve
Arbejde med en specifik udfordring i en specifik sang
Lære at improvisere med stemmen og slippe sin musikalitet fri
Holde din stemme og sangerkrop ved lige
... og jeg kunne blive ved! Er du i tvivl og ved ikke, hvor du skal starte? Så kontakt mig på kontakt@signerasmussen.dk eller ring på 51 14 00 02, så tager vi en uformel snak om, hvor vi kunne starte, og hvordan jeg kan hjælpe dig 😉
"Signe ser én, og hun er god til at fremhæve potentiale og områder, som er værd at arbejde med. Jeg føler, at jeg har rykket mig meget siden, jeg begyndte hos Signe, og jeg er blevet mere nysgerrig på at udforske min stemme." - Sebastian, Singer-Songwriter
Hvor meget tid vil du lægge i?
Hvor meget tid har du lyst og mulighed for at lægge i et sangforløb? Har du en klar deadline? - en optagelsesprøve, et arrangement du skal synge til, eller en dato hvor du har besluttet dig for, at du vil kunne en specifik sang? Eller vil du opbygge en bæredygtig og jævn udvikling, så forløbet gerne må strække sig over længere tid?
Normalt anbefaler jeg, at der går 1-2 uger mellem sangtimerne. På den måde holder man sin stemme og dét, man lærer, ved lige - og sikrer derved en jævn og holdbar udvikling. Hvis der lige går en my mere end 2 uger engang i mellem, er det ikke fordi, at du så taber alt dét, du har lært. Men kontinuitet er bedst 😊
Hvis du arbejder professionelt med stemmen og arbejder med den hver dag, kan tiden mellem sangtimerne godt vare længere. Det afhænger dog stadig af, hvad du gerne vil opnå samt hvor regelmæssig og god du er til at øve dig imellem sangtimerne.
Er det formål at styrke din sangerkrop og vedligeholde din stemme? Så vil jeg anbefale 1-2 uger mellem sangtimerne. Er dit formål at arbejde med specifikke sange eller teknikker, som du så vil eksperimentere med mellem undervisningsgangene? Så kan der godt gå 3-4 uger.
Er du klar til et forløb?! Så kan du investere i et klippekort hos mig!
3 x 55 min = 1.600kr (spar 200kr)
5 x 55 min = 2.500kr (spar 500kr)
10 x 55 min = 4.000kr (spar 2.000kr)
Igen: hvis du er i tvivl om, hvad der lige passer til dig, så er det noget, vi kan afstemme første time eller også er du velkommen til at skrive til mig på kontakt@signerasmussen.dk ☺️
Øvning mellem sangtimerne
Da jeg begyndte til sangundervisning i tidernes morgen, syntes jeg, at det var svært at øve sig derhjemme. Hvad nu hvis, der var nogen hjemme i huset og kunne høre min uperfekte stemme? Hvad nu hvis naboen igen ville banke i væggen, fordi de var trætte af at høre mig? (Ja, det ER sket!). Laver jeg nu øvelserne rigtigt? Hvad skal jeg overhovedet øve på? Og så videre...
Først og fremmest tilrettelægger vi sammen et program, der er bæredygtigt for dig, din hverdag og de rammer, du befinder dig i. Har du ikke mulighed for at synge til i din lille lejlighed med tynde vægge? Så kan jeg fx lave et program, der fokuserer mere på at styrke de rette muskler i sangerkroppen og dermed ikke 'larmer' at lave. Har du kun 5-10 minutter hist og pist? Så prioriterer vi 2-3 af de vigtigste øvelser. Lidt er også godt! Har du afsat 1 time hver dag i dit perfekte øvelokale med plads og god lydisolering? Så kan du få et detaljeret program, der både går i dybden med krop, åndedræt og stemme!
Hvad hvis jeg slet ikke får øvet?
Uha, hvor er jeg blevet udskammet et par gange, når jeg ikke havde øvet mig til klavertimerne eller sangtimerne... Det slog lige et skår i min selvtillid og min lyst til at spille og synge, og gjorde at jeg var 'on edge' i hele undervisningstimen og havde svært ved at tage ny læring ind. Jeg slog jo allerede mig selv i hovedet, så jeg havde ikke brug for at andre også gjorde det.
Hvis du slet ikke får øvet dig mellem sangtimerne, så er det okay! Jeg kommer ikke til at udskamme dig - og vi kan sagtens få noget ud af undervisningen. Du skal blot være opmærksom på, at din udvikling følger den energi og tid, du lægger i det. Vær indstillet på, at vejen til dit mål måske går langsomt fremad. En faldgruppe kan være, at du slet ikke rykker dig og cirkler rundt om samme sangmæssige udfordringer, som da du startede sangforløbet. Hvis dét sker, kan det være en god ide at se på, hvordan du kan få lavet øvelser hjemme mellem sangtimerne. Sammen kan vi finde ud af, hvad der kunne motivere dig, og hvordan det kan passe ind i din hverdag.
"Jeg har været rigtig glad for mit forløb hos Signe. Gennem forløbet har jeg fået bedre indblik i, hvad jeg skal arbejde på ift. min stemme." - Fiona, som skulle synge til sin vens bryllup
Læs mere om hvordan jeg arbejder med stemme og krop her
Undervisnings ud fra dit niveau
Som skrevet skræddersys al min undervisning til den enkelte. Hvis du alligevel er i tvivl om, hvilket niveau du er på, er her en kort beskrivelse:
Begynder til let-øvet
Du har aldrig sunget før eller kun en lille smule hist og pist. Du har svært ved helt at styre din stemme og kender ikke så meget til sangteknik eller sangerkrop. Her fokuserer vi på at opbygge en sund og stærk sangerkrop og stemme. Du lærer din stemme bedre at kende og kommer til at kunne kontrollere den mere og mere. Desuden har jeg fokus på, at du føler dig tryg og har lyst til synge og til at lære nyt.
Øvet
Her har du forståelse for din stemme og kan nemmere anvende de værktøjer, du bliver præsenteret for i undervisningen. Du har lidt kendskab til sangteknik, og hvordan du skal anvende det under sang. Her kan vi gå mere i detaljen med de udfordringer, du oplever, og du kan få sværere sange og øvelser at arbejde med.
Professionel
Du arbejder semiprofessionelt eller professionelt med stemmen og føler, at du overvejende kan kontrollere din stemme, men oplever måske, at der er nogle områder, du ikke helt slår til på. Her kan du komme med specifikke udfordringer, du vil komme til livs, teknikker du vil lære, eller få sparring om fx udtryk og performance. Selvfølgelig vil jeg derudover komme med mine inputs til, hvad jeg ser du kan arbejde med, og hvor vi kunne bevæge os hen i undervisningen.
Klar til sang?
Jeg håber, at dette skriv har kunne hjælpe dig med at afklare nogle ting og motivere dig til til starte til sang. Kontakt mig endelig, hvis du har spørgsmål eller har lyst til at booke en time!
Psst... hvis du abonnerer på mit nyhedsbrev får du hele 20% rabat på første lektion 😁🎶 Tilmeld dig nederst på hjemmesiden ↓
Go' vind!
/ Signe
Skriv endelig hvis du har spørgsmål eller gerne vil have mit take på et emne.
Comments