At gå til kor
- Signe Rasmussen
- 1. jan.
- 13 min læsning
Hvad vil det sige at gå til kor? Hvad kan korsang lære mig? Hvordan ved jeg hvilken stemmegruppe, der passer til mig? Og er jeg overhovedet god nok til at synge i kor?

At gå til kor
Har du tænkt på, at det kunne være fedt at synge sammen med andre? Men måske er du i tvivl om, om du er god nok, om du kan “holde din stemme” eller hvad det egentlig kræver? Så læs med her!
Det er altid gavnligt at synge i kor uanset dit niveau og erfaring. Når vi synger frigives en god portion endorfiner, som sænker stressniveauet i kroppen og følelsen af fællesskab øges. Derudover kan korsang lære dig en masse musikalsk både om din egen stemme samt dét at synge sammen med andre - som fx at intonere, blende, frasere, synge svær musik og meget mere. Det kommer jeg bl.a. ind på i dette indlæg.
Her finder du en "Go To"-guide, der kan hjælpe dig med at afklare om kor er noget for dig, og som kan hjælpe dig på vej til at finde et kor, der passer til dig 😊
Hvad er et kor?
I musik defineres et kor som en gruppe af mennesker, der synger sammen - oftest flerstemmigt og med mere end én sanger på hver stemme. Et kor kan synge a cappella (kun med stemmen) eller akkompagneret af et eller flere instrumenter - fx et orkester eller band.
Typisk er et kor opdelt i stemmegrupperne sopraner, alter, tenorer og basser. Der findes også et par under-inddelinger, men dette er de mest gængse. Uddybning af stemmegrupper og guidelines til at finde ud af, hvilken stemmetype, du er, kommer jeg ind på under “Hvilken stemmegruppe passer til mig?”.
Der findes også mange forskellige typer af kor både i fht type, størrelse, niveau og genrer: blandet kor, børnekor, mande- og kvindekor, queer-kor mm. Klassisk kor, rytmisk kor, rock kor og mange flere. Læs mere om dette her.
Hvad kan korsang lære mig?
Korsang kan lære dig langt mere, end de fleste forventer. Overordnet styrkes din musikalitet på en bred vifte af parametre, og du lærer, hvad din rolle i helheden er, og hvordan du skal navigere her. Derudover styrkes din indlæringsevne og sociale færdigheder.
Stemme & Krop
Vejrtrækning og sangteknik
Du lærer, hvordan man synger bæredygtigt og bruger den rette teknik. Måske du har hørt om "støtte", "fuldregister" og "randregister". Det er blot få ord indenfor sangteknik. Det er forskelligt, hvor meget kor og dirigenter prioriterer at undervise i sangteknik, og hvor meget der er forventet, at sangeren kan i forvejen. Men du skal nok få noget med i værktøjskassen uanset hvad.
Klang
Du lærer at klangnuancere og klangegalisere med andre sangere. Det vil sige, at ændre din klang til forskellige udtryk samt lyde ens med de andre sangere, så helhedsbilledet lyder samlet. Fx. kan et 'A' lyde meget forskelligt. Tænk på ordet "abe" og så på navnet "Anders". Måske du ikke synes udtaleforskellen er så forskellig, men tro mig, dét er den! Så små finesser som dette kan forstyrre det samlede lydbillede, og det lærer man at høre og justere, når man synger i kor.
Stemmekvalitet
Du lærer, hvordan du ændrer kvaliteten af din stemme. Man kan eksempelvis synge skarpt og komprimeret eller blødt og luftigt. Tænk også på forskellen mellen opera og rock. Disse to genrer lyder helt forskelligt fra hinanden.
Kropslig forankring
Kroppen er sangerens instrument. Jo mere du synger jo mere lagrer erfaringen sig i kroppen. Struben husker de kropslige indstillinger til forskellige stemmeteknikker, dine vejrtrækningsmuskler husker den effektive og gode vejrtrækning, hele kroppen husker hvordan du groover med på sangen, den husker de svære rytmiske ting osv.
Udtryk
Du lærer, hvordan du udtrykker dig gennem stemmen. Dynamik, frasering, artikulation, skift mellem teknikker samt klang og stemmekvalitet er blot nogle af de værktøjer, man kan bruge til at farve sit udtryk.
Hørelære
Flerstemmighed
Du lærer at harmonere med andre, hvordan du holder din egen tone, hvilken rolle du har i det tonale lydbillede, og hvordan man lyder bedst sammen i harmonien.
Intonation og blend
Måske du har hørt, når noget lyder “falskt”? Det kan fx have noget at gøre med intonation. I kor lærer du, hvordan du intonerer rent og i forhold til harmonikken. Du lærer at blende med de andre sangere, så I lyder ens og dermed som en samlet helhed - fx at klangegalisere som tidligere beskrevet under "Klang" overnfor. Der er mange underparametre i forhold til intonation og blend, som vi sagtens kunne gå i dybden med, men nu får du blot lige en oversigt.
🔬 Læs også: Hvad vil det sige at synge rent eller falsk?
Frasering
Frasering handler om at opdele musikken i naturlige, meningsfulde enheder. Måske du har set 'fraseringsbuer' i en node, som er en buetlinje, der samler en gruppe af noder. Det betyder, at du skal synge med intention og føre frasen frem mod "pointen". At frasere handler altså om at give musikken liv. Du lærer, hvordan du kan bruge musikalske værktøjer til at skabe flow, klarhed, følelse og fremgang i musikken.
Rytmelære
Du styrker din puls- og periodefornemmelse. Typisk er musikken nemlig delt op i 'perioder' eller 'formled', og fraserne er typisk et fast antal takter. Du lærer desuden at håndtere både simple og komplekse rytmer, og hvordan "feelingen" af sangen kan ændre sig alt efter, hvordan rytmerne bliver sunget. Nogle rytmer skal være “fremme på beatet”, nogle skal være “laid-back”, andre skal være skarpe og præcise osv. osv. Det kunne vi også gå i dybden med - but another time 😉
Nodelæsning
Du lærer ikke nødvendigvis at kunne læse noder 100%, men du kan godt lære at genkende, når melodien går opad eller nedad og derudfra intuitiv synge direkte fra noden. Du kan lære at læse g-nøglen og f-nøglen i en node, samt at genkende de fleste tonenavne. Du får altså bl.a. styrket din læseteknik, og din auditive forestillingsevne (evnen til at forbinde noder med toner).
Bladsang/Prima Vista
Hvis du allerede er en ferm nodelæser, kan du forbedre din evne ved at synge “fra bladet” - prima vista = ved første blik. Det vil sige, at du ikke kender sangen, I synger, på forhånd, men at du synger den for første gang direkte fra noden. Prima vista forbedrer din indlæringsevne, hukommelse og musikalitet. Det styrker evnen til at lære nye musikstykker hurtigt, synge selvsikkert og konsekvent, transponere musik, og synge uden forudgående øvning.
Lære på øret
Mange kor har også elementer af at lære på øret, og nogle kor arbejder slet ikke med noder men lærer direkte ved call/respons. Et eksempel kunne være, når sangerne imiterer dirigenten, når vedkommende synger eller spiller noget for fx i opvarmningen eller ved indstudering af en ny sang.
At kunne omsætte noget, du hører, til noget, du synger, er en grundsten ved musikalsk læring. Det styrker din musikalske intuition, din lytteevne til at kopiere præcist både klangfarver, fraseringer og udtryk, samt forankrer musikken i kroppen.
At placere dig selv i forhold til helheden
Ved korsang bliver du mere bevidst om hvad din rolle er i forhold til helheden, hvornår du er vigtigst i lydbilledet, og hvordan du bedst understøtter musikken og dine medsangere. Alt dette er forskelligt fra sang til sang, frase til frase, ja måske endda fra takt til takt. Der er utallige nuancer, og det er en kunst at lære at navigere i. Jo bedre du bliver til det, jo mere overskud har du til at forfine musikken, du synger.
Fortolkning & Performance
Tekstanalyse
Hvad betyder dét, I synger om? Hvilket kontekst er sangen skrevet i? Hvad er den kulturelle og historiske baggrund? Disse ting kan hjælpe at vide, så koret bedre kan formidle budskabet samlet og så det rammer tilhøreren lige i hjertet.
Nuancering af musikalske udtryk
Hvilke auditive og visuelle virkemidler kan man tage i brug for at formidle buskabet og stemningen af sangen? Dette går bl.a. tilbage til emnet om klang og stemmekvalitet.
Kroppen som musicerende redskab
Hvilken rolle har kroppen i det musikalske udtryk? Kan man bruge den til at understrege musikken eller budskabet? Hvordan udtrykker man musikken med hele kroppen?
Rummet
Står man stille på scenen? Er der koreografi? Bruger man hele rummet eller kun scenen?
Socialt
At følge en dirigent
Der findes overordnede rammer og regler for direktion, men i sidste ende dirigerer alle dirigenter forskelligt. I kor lærer du at læse dirigenten og synge som vedkommende viser. Ud fra direktionen ved du, hvordan du skal frasere, hvornår du skal trække vejret, om du skal synge kraftig eller svagt, hvordan du skal fortolke sangen og meget mere.
Lytteevne
Hvert kormedlem er vigtigt. Hvis ikke der var nogle sangere, jamen så var der intet kor. Hver gang man mangler sangere til en øvegang eller der kommer nye sangere til koret, skal gruppen "sammensynge" sig igen. Det betyder, at gruppen skal justere klangen, dynamikken, intonationen, blenden osv. til den gruppe, der nu er tilstede. Som du måske har kunnet fornemme i alle de forgående punkter, så kræver det øvelse at lyde ens og samlet, så der skal ikke så meget til for, at den musikalske både vipper. Så som korsanger styrker man virkelig sin lytteevne på mange parametre.
Samarbejde & at støtte op
På samme måde er dét, at få et korværk op at stå, én stor samarbejdsøvelse. Alle skal være nærværende og yde deres til den samlede helhed. På samme måde lærer man at støtte op om hinanden gennem lange rugbrødsøvere, svære musikstykker eller når nogle har en solo og det måske føles liiidt for spændende at stå foran alle. Ofte er det præcis, når man sammen går igennem ting, hvor der er noget på spil, at koret bindes sammen og bliver en lille ekstra familie for hinanden.
Tage plads
Selvom meget kor handler om at egalisere og være en samlet enhed, så er den enkelte sanger også vigtig. Det gælder både musikalsk, hvis man fx har en solo. Her skal man turde stå i front og tage sin plads med koret i ryggen. Det gælder også socialt, hvor man skal turde vise hvem, man er. Fx ved at engagere sig i fyraftensøl eller korweekender, at turde sige højt hvis man er ovenud lykkelig eller helt nede i kulkælderen eller at bidrage til korprøverne ved fx at stå for en opvarmning eller være dresscode-ansvarlig. Alt bliver mere rigt, når vi løfter i flok.
Tålmodighed og koncentration
Man erfarer, at læringsprocesser tager tid og ser forskellig ud for alle. Måske tenorerne har svært ved en passage, som alle andre har nailet første gang. Så må alle andre tålmodigt vente, mens dirigenten tager hånd om det. Eller også har hele koret svært ved et komplekst rytmisk stykke, hvor alle må sidde og svede af koncentration, mens man for 17. gang øver stykket. Så man bliver med tiden bedre til at koncentrere sig og arbejde effektivt samt rumme sin egen og alle andres læringstempo.
Er jeg god nok til at synge i kor?
Det korte svar er: ja. De fleste kor er ikke på udkig efter færdiguddannede sangere, men efter mennesker, der har lyst til at synge og lære. Ja, kor handler om at synge, men det handler lige så meget om nysgerrighed, engagement og viljen til at indgå i & bidrage til et fællesskab. Der findes kor på alle niveauer, og det vigtigste er at finde et kor, hvor du føler dig tryg, inspireret og har mulighed for at vokse musikalsk i dit eget tempo. Længere nede gennemgår jeg typer af kor og genrer, så her kan du måske finde noget, der passer til dig. Læs mere under "Hvilket slags kor skal jeg vælge?".
Hvilken stemmegruppe passer til mig?
Som skrevet tidligere opdeles et kor typisk i 4 overordnede stemmegrupper. Lad os gennemgå dem her, så du kan få en fornemmelse af, hvor du måske kunne passe ind.
Nogle sangere har et ambitus*, der spænder bredt, så du kan godt passe under flere stemmegrupper. En stemmes ambitus bestemmes både af fysiologi som fx stemmebåndet og struben, samt af hvor trænet stemmen er. Så når jeg beskriver stemmegruppernes ambitus nedenfor, svarer det til, hvad man kan forvente af en let trænet sanger. Længere nede er også nogle konkrete sangøvelser til at afprøve dit ambitus.
*Ambitus er afstanden mellem den dybeste og den lyseste tone i en given sammenhæng - fx ved en sangstemme eller et musikinstrument.

Sopran
Sopranen er den lyse kvindestemme og har typisk et ambitus fra omkring c1 til a2. Sopranen synger ofte melodi - ikke altid! Men ofte 😉 Sopranen er nem at høre, da den altid ligger lyst og øverst i det samlede lydbillede. Der findes også under-indelinger som 1. sopran og 2. sopran. Det bruges, hvis man synger en sats eller en sang med mange stemmer - fx 8 forskellige stemmer.

Alt
Alten er den dybe kvindestemme og har typisk et ambitus fra omkring f til d2. Alten kan sagtens også synge melodi og synger ellers andenstemmer og andre melodiske fraser, der understøtter melodien. Her findes også under-inddelinger som 1. alt og 2. alt.

Tenor
Tenoren er den lyse herrestemme med et ambitus fra omkring H til omkring g1. Tenoren synger også tit melodi, ikke altid selvfølgelig. Tenoren er også nem at høre i det samlede lydbillede, da den ligger lyst af de to herrestemmer. Der findes også under-indelinger som 1. tenor og 2. tenor. Det bruges, hvis man synger en sats eller en sang med mange stemmer - fx 8 forskellige stemmer.
Der findes også dét, der hedder kontratenor, som dog er ret sjælden. Kontratenoren ligger i tonelejet over tenoren, ca. hvor alten også ligger. Derudover findes også bariton, som ligger mellem tenor og bas fra omkring G til e1. Denne er langt mere almindelig i korverdenen.

Bas
Bassen er den dybeste herrrestemme og har typisk et ambitus fra E til c1. Bassen definerer tit det tonale fundament af sangen - bl.a. grundtonerne. Derfor er den super vigtig i det samlede lydbillede. Det er sjældent at bassen synger melodi, da den netop har en denne vigtig funktion, men igen: ingen regel uden undtagelser - selvfølgelig synger bassen også nogle gange melodi.
Der findes også en såkaldt “oktavist”, som er en bassanger med et usædvanligt dybt ambitus. En oktavist kan synge toner en hel oktav under det normale basleje. Oktavister kan ramme ekstremt dybe toner som G1 og lavere. Oftes bruges særlige vokalteknikker, for eksempel subharmonisk sang, til at opnå denne ekstraordinære dybde. Lyt fx til dette.

🔬 Test din stemmes ambitus ved hjælp af denne øvelse (KOMMER SNART)
Hvilket slags kor skal jeg vælge?
Der findes enormt mange forskellige kor både i forhold til niveau, genrer, størrelse og opdeling.
Typer af kor
Blandet kor: Blandet køn og typisk arbejder man med stemmefordeling af sopran, alt, tenor, bas, som skaber variation og et fyldigt klangbillede.
Lige stemmer: Dette er kor for én stemmetype. Fx kun mænd, kun kvinder eller kun børn. De forskellige stemmetyper kan hver deres ting, og det kan nogle gange være fedt at dyrke det hver for sig.
Queer-kor: Der er flere og flere kor, der udelukkende er for LGBTQIA+ personer. Her arbejder nogle med de traditionelle stemmegruppetyper (SATB), mens andre opløser stemmegrupperne.
Baseret på alder: Børnekor, juniorkor, pigekor, ungdomskor, voksenkor og seniorkor.
Baseret på sted: Gymnasiekor, kirkekor, skolekor, musikskolekor, aftenskolekor og universitetskor.
Demenskor/Lungekor/mm.: Demenskor, Lungekor mm. er et tilbud til mennesker, der lever med demens, KOL mm. Der er lavet mange undersøgelse, som viser at trivslen øges for disse mennesker ved at synge i kor, og derudover kan det have en forebyggende og sundhedsfremmende effekt.
Flydende kor: Jeg er også selv korleder og er optaget af at bryde med de gængse korrammer, når jeg underviser. Fx arbejder jeg sjældent med termerne sopran/alt/tenor/bas, men mere med fx 1.stemmer/2.stemmer/osv. eller top/midt/bund. På den måde kan man synge, hvad man har lyst til: I den ene sang synes jeg det er sjovt at synge top, i den anden sang synger jeg bund og så fremdeles. Det giver mulighed for at udforske sin stemme i alle leder og kanter - og dét er sjovt! Jeg har to kor, der netop arbejder således: Vocal Flow Collective, som er åbent for alle, så kom endelig forbi! Og NAEMA som har optagelsesprøve og arbejder på et højere niveau. Tjek dem endelig ud, hvis du har lyst til at prøve kræfter med kor 😍
Størrelse
Der findes forskellige størrelser af kor. Her er nogle gænge opdelinger:
Vokalgruppe: 3-12 personer
Mindre kor: 10-20 personer
Kammerkor: 20-30 personer
Stort kor: over 30 personer
Niveau
Groft kan man inddele det som nedenstående. Der er selvfølgelig mange nuancer inden for niveauer, så det her er blot for at give en fornemmelse af, hvad du kan forvente.
Begynder/Let øvet: Her synger man typisk meget enstemmigt, også kaldet unisont. Enkelte steder synger man flerstemmigt. Tit akkompagneres koret med fx klaver, men det er slet ikke altid - det kan også være a cappella. Repertoiret er af lettere karakter, altså fx en nem melodi, nemme rytmer eller simpelt tonesprog. Oftest behøver man ikke kunne læse noder.
🌱 Dette niveau er godt for dig, der er ny i at synge alene og i kor, og som skal trænes i at holde din egen stemme, når der synges flerstemmigt.
Øvede/Dygtige amatører: Her synger man flerstemmigt, typisk a cappella. Der er også nogle kor, der arbejder med bands, orkestre og andet akkompagnement. Repertoiret er mere udfordrende både hvad angår tonesprog, rytmer og længde af sangene. Det er lidt forskelligt om man skal kunne læse noder eller ej.
🌱 Dette niveau er godt for dig, der er en trænet sanger og nemt kan holde din egen stemme, når der synges flerstemmigt. Her får du mere udfordring i det musikalske, og i mange kor kræves det, at man kan øve selvstændigt og møde velforberedt op.
Profesionelle: Her arbejder man professionelt. Man kender sin stemme godt, og er dygtig musikalsk. Typisk kan man sine ting hjemmefra, så man til prøverne mest arbejde med det musikalske og performative fremfor at lære musikstykket at kende. Repertoiret er kompliceret hvad angår tonesprog, form, rytmer, antal af stemmer mm. Her skal man som oftest kunne læse noder.
🌱 Dette niveau er for dig, der kender din stemme godt og som intuitivt kan blende ind i en gruppe og det musikalske uden, at det skal påtales af dirigenten. Du skal kunne øve selvstændigt og møde velforberedt op.
Genrer
Der findes kor, der dyrker én genre konsekvent, og der findes kor, der blander det hele.
Det kunne være pop, klassisk, rock, jazz, gospel, barbarshop, verdenskor, improvisation, bulgarsk, og mange flere. Hvis du er nysgerrig på verdensmusik, så tjek mine kor ud her.
Jeg kommer snart med en liste over nogle eksempler på kor i forskellige genrer, men indtil da kan du tjekke Ole Jørgensen fra Korsang.dk ud, som har lavet en oversigt over kor i Danmark. Tjek den ud her og se om, der er et kor for dig.
Kor eller ej?
Som du måske kan fornemme er jeg stor fortaler for kor både på et fagligt og musikalsk plan men også på et menneskeligt plan. Det giver så meget at gå til kor og være en del af et musikalsk fællesskab!
Så er du klar til at joine et kor? Måske du har flere spørgsmål eller lyst til at udforske din stemme én til én via sangundervisning? Under alle omstændigheder er du velkommen til at skrive til mig på kontakt@signerasmussen.dk. Du kan også læse mere om min sangundervisning her og booke en tid.
🔬 Læs også:
Go' vind!
/ Signe
Skriv endelig hvis du har spørgsmål eller gerne vil have mit take på et emne.




Kommentarer